Foreløbige resultater 2005-2006 fra ”Effektstudier på biodiversitet - liniære habitater”.
Redekasser
I november 2005 ophængtes 75 redekasser. Yderligere blev der mellem d. 6-8. marts 2006 ophængt 121 redekasser, således at det totale antal kasser i forsøget kom op på 196. Af disse er 23 redekasser senere forsvundet og det endelige antal kasser i brug i projektet er derfor 173.
Feltarbejdet
Selve feltarbejdet blev iværksat 18. april og afsluttet 23. juni 2006.
I projektet er der i alt brugt ca. 10 km hegn. Hegnene ligger på Kalø gods samt hos 3 private lodsejere. Hegnene er inddelt i tre kategorier:
- Forstyrrede hegn beliggende langs befærdede veje.
- Eksperimentelt forstyrrede hegn der normalt er uforstyrrede, men som gives en kontrolleret forstyrrelse
- Uforstyrrede hegn
For alle hegn gælder, at ynglefugle blev optalt, samt at unger i redekasser blev vejet når de var ca. 15 dage gamle.
Eksperimentelt forstyrrede hegn blev gennem hele feltsæsonen
dagligt (hverdage) forstyrret at en gående person der gjorde ophold langs
hegnet. I fuglenes ungefodringsperiode, hvor de formodes at være mere sårbare
overfor forstyrrelser, udførtes desuden eksperimenter ved redekasserne, for at
estimere hvilke afstande fuglene lod sig forstyrre i en grad, så fodringen
ophørte. Desuden blev det undersøgt hvilke variable der kunne mindske eller
forhøje forstyrrelsen. 
Figur 1: Apparat til måling af fodringsrater monteret på mejsekasse
Resultater
De foreløbige resultater viser at musvitter i redekasser blev meget forstyrret hvis kassen var placeret i hegnets kant, dvs. åbent. Hvis kassen var placeret midt i hegnet eller hvis der var en enkelt gren mellem kassen og personen, kunne forstyrrelsen ikke måles på fodringsraten.
Vejret havde også indflydelse på fodringsraten. I dårligt vejr, dvs. regn og/eller blæst, var den naturlige fodringsrate lig nul eller meget lav, så en forstyrrelse ikke gjorde nogen forskel. Ved kontrolbesøg i kasserne, lå der en voksen og varmede ungerne i disse tilfælde. I godt vejr var den naturlige fodringsrate høj, og forstyrrelsen ved samme intensitet var tydelig.
Samlet set blev altså kun fugle i kanten af hegnene forstyrret, og kun i godt vejr.
Ungedødelig og fitness er ikke analyseret endnu, men hegn langs befærdede veje havde muligvis en større ungedødelighed, måske fordi kuldene gik tabt hvis forældrene blev trafikdræbt.